| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Der var ikke umiddelbart udsigt til nogen købmand eller bager i Termini, så vi pakkede sammen og forlod byen tæt på kl. 8. På vej ud fra torvet så det nu alligevel ud til, at der var banket en lille købmandsbutik op i byen. Det havde Google Maps overset :)
Vi kørte nu mod Amalfi kysten, som jeg glædede mig til at opleve. Vi var i bjergland, så vejene var en stor omgang sving og hårnålesving men der var ikke særlig meget trafik, så det var ikke noget problem. I løbet af ca. en halv time nåede vi den første egentlige by på Amalfi kysten - Positano. Det første kendetegn på, at vi nærmer os bymidten er, at der holder biler overalt, hvor det er muligt. Også steder, hvor man tænker: Kan man også holde dér?
Byen ligger plastret op af klipperne i en sprække, som man har set det på billeder. Det er meget billedsmukt. Vejret er overskyet i dag, så det er ikke helt til postkortbilleder. Vi kører igennem bymidten uden at finde nogen parkeringsplads. Hvis der er sidegader langs hovedvejen, vælger vi at undgå dem, for det er næsten helt sikkert, at de fører stejlt op eller ned, er meget smalle - og ender blind.
Så vi forlader Positano uden at stoppe men et stykke efter byen åbner muligheden sig. En lille rasteplads langs vejen med fin udsigt tilbage til Positano. Her skal vi have morgenmad, forkynder Marie. Det bliver uden frisk brød men yughurt, juice, knækbrød og kaffe er heller ikke at foragte, når udsigten er så storslået.
Så havde vi samlet appetit på at opleve mere af Amalfi kysten. Hele strækningen gennem området går af næsten kun den ene vej, som er plastret ind i klipperne og er omkring 50 km. sving. Vi kørte til Amalfi by, der er den største - men ikke smukkeste - by langs kysten. Inden vi nåede helt ned til havnen, havde Marie fået øje på en parkeringsplads på en mole, hvor der var ledigt. Vi fandt let derned, for med de få veje, der er i området, er det nok svært at fare vild. Indgangen til parkeringspladsen forkyndte, at campere ikke måtte holde der. Det var sikkert fordi de ikke ville have overnattende gæster. Vi kørte ind og parkerede.
Så begav vi os op i byen, der ligger ved en kløft, så selve byen er lang og ikke særlig stejl. Ikke før du begiver dig til en af siderne, så går det straks op af trapper og stejle stier og veje.
Det var let at se, at vi var uden for sæson. Mange butikker og restauranter var lukket, men der var stadig nok at kigge på. Vi slentrede op gennem hovedgaden og prøvede kræfter med nogle trapper ind til højre. Hurtigt kom vi højere op og gik på en sti parallelt med vejen. På stien var der ikke meget at kigge på. Husene var kedeligt betonbyggeri, så vi fandt tilbage til vejen. Et skilt viste til en restaurant 150 meter oppe af vejen. Den kunne vi tjekke ud. Marie havde bestemt, at vi skulle have tunfisk til frokost, for det fanger man i området.
Restauranten var lukket. Det samme var både en papirmølle og en lemonfactory. Man kunne dog købe diverse produkter med citron. Det var ikke interessant, når vi ikke vidste, hvad det skulle bruges til.
Så vi slentrede tilbage mod byen og fandt et spisested Il Tori, hvor de havde tun på menuen. Vi var lidt i tvivl, om de havde åbent, for der var ikke rigtig nogle gæster derinde. Døren var åben og vi gik ind sammen med et andet par. Vi fik bestilt vores tun og et glas lokalt vin, som viste sig at smage fortrinligt. Jeg tjekkede det “lokale” ud og det holdt stik. Vinen blev produceret ganske få kilometer øst for Amalfi.
Det myldrede ind med gæster og i løbet af omkring et kvarter var restauranten fyldt op. Vores mad kom ind, det var flot anrettet og tunen var perfekt stegt. Serveret med friterede kartoffelstykker og med balsamico ovenpå. Det smagte himmelsk.
Eftermiddagen skulle først bruges til at få handlet lidt ind til camperen. I hvert fald lidt frisk brød. Men supermarkederne holdt siesta, så vi måtte fortsætte med uforettet sag. På havnens centrale mole slappede vi af. Solen var brudt frem og her var lunt og ingen vind. Mens vi sad her, var vi vidne til 2 meget heldige personer. Først var der en, der tabte noget ud af sin lomme. Det landede lige nøjagtig på kanten af molen, så han kunne samle det op igen. Lidt senere var der en ug pige, der tabte sin mobiltelefon. Den landede også lige nøjagtig på kanten af molen. Den kunne lige så godt være røget i vandet. Den gik heller ikke i stykker, så hun burde føle sig meget heldig :)
Vi gik tilbage til camperen og betalte 5 euro for at parkere i godt 4 timer. Så kan man jo godt forstå, at de lokale anstrenger sig for at parkere bilen alle mulige andre steder. Vi fortsatte langs kysten. Men ikke ret langt. I den næste by drejede vi op i bjergene. Vi ville besøge vinbonden, der havde serveret god vin til frokost og Marie havde peget en smuk have ud, som vi skulle se i området.
Vinbonden viste sig at holde til i en kedelig bygning ved vejen. Der stod nye vinflasker på paller ude ved vejen, så det var let at se, at tampen brændte. Vinbonden var en ung pige, der talte et fint engelsk. Hun forklarede, at den vin, vi havde fået på restauranten var en ældre model. Hun serverede 2 glas hvidvin og vi kunne bedst lide den vin, der havde lagret på egetræ. Så den købte vi 3 flasker af - og betalte garanteret alt for meget for vinen. Så god var den heller ikke. Det bliver sikkert en af dem, der ikke kan tåle rejsen over Alperne.
Marie fortsatte op af vejen ad snirklede veje. Heldigvis var der et trafiklys, så en stor del af den smalle bjergvej kunne køres uden fare for, at der kom modkørende. Vi nåede hurtigt op til byen Ravello, hvor vi igen kunne finde en parkeringsplads, hvor vi ikke måtte holde. Og slet ikke til i morgen, for tirsdag var der marked på parkeringspladsen.
Vi gik ud til parken, der egentlig ligger ved et hotel (Villa Cimbrone). Men hotellet var vinterlukket og formedenst 7 euro pr. snude, kunne vi få lov at gå en tur i parken. Selve parken var ikke noget særligt syn. Slet ikke på denne tid af året, for der var meget få blomster og mange træer. Det, der trak, var udsigten. Parken var placeret på en høj klippe ud mod Amalfi kysten og da vi nåede ud til kanten, blev vi helt svimle af at kigge ud og ned. Det gik stort set lodret ned nogle hundrede meter. Fantastisk udsigt. Lige neden for os lå vinbonden, vi lige havde besøgt og vi kunne se nabobyerne Amalfi til højre og Majon til venstre.
Vi slentrede lidt rundt i parken men fandt alt andet en udsigten lidt uinspirerende, så vi gik tilbage til camperen, for at køre ned af bjerget igen. Marie klarede sig upåklagelig som “bjergged” med camperen.
Vi fortsatte langs kysten. Det var ved at blive mørkt og vi besluttede, at finde et overnatningssted. Og her gik det galt for mig, for jeg havde fundet et spot på Google Maps, hvor jeg forventede, at der var plads til os. Det var i Majon. Vi drejede til venstre og kørte op gennem byen via en forholdsvis smal vej med mange modkørende biler og gående. Så det gik lidt langsomt. Længere oppe i byen blev vejen smallere og et skilt forkyndte, at den endte blind. Jeg fastholdt, at det var den rigtige vej og vi fortsatte et stykke op af vejen, der var så smal, at der kun lige var plads til os. Langt oppe af vejen skulle vi op af en stejl vej, for at nå op til vores plads. Den stejle vej havde jeg ikke fanget på Google Maps, men der var så smalt, at Marie ikke kunne vende. Hun var tvunget til at køre op af rampen, som var omkring 15-20 % stejl og måske 50 meter lang.
Jeg gik op og undersøgte forholdene og der så ud til, at der var plads til os oppe på plateauet. Marie kørte op men var ved at komme i klemme, for hun skulle dreje kraftigt, så snart hun nåede op. Så bilens højre side var ved at sætte sig fast på den stejle vejkant. Camperens trappe var under en cm. fra asfalten. Med lidt bakken frem og tilbage, lykkedes det at komme helt op. Marie fik vendt camperen på den lille plads og hun bakkede op i et hjørne, hvor vi ville parkere for natten.
Det var en yderst presset situation og jeg følte mig mere brugt end Marie, der trods alt havde bakset med bilen.
Vi forventede, at vi havde fundet en stille plads, men vi tog fejl. Selv om vejen var blind, kom der masser af biler op af rampen og de var lidt generet af, at vi holdt på pladsen ovenfor. De kunne ikke komme helt rundt og op eller ned af rampen. Vi var i gang med at spise aftensmad, da en billist stoppede og sagde, at vi ikke måtte holde der. Jeg slog ud med armene og sagde, at det var svært at finde et sted at parkere i byen. Det var han selvfølgelig helt ligeglad med og kørte.
Vi besluttede at køre ned igen, så snart vi havde spist færdigt. Så vores trængsler var ikke forbi. Jeg skulle dirigere Marie rigtigt rundt på plateauet, så hun kunne komme ned, uden at bilen satte sig i klemme på den stejle kant. Med lidt møje og besvær så det ud til at lykkes og Marie fik camperen flot ned af rampen. Trafikken var aftaget så meget i byen, at vi let kunne komme tilbage til hovedvejen og videre langs kysten.
GPS’en forkyndte, at vi skulle køre i knap en time langs kysten, så ville vi være ude af bjergområdet. Det var mørkt, men det gik fint med at køre. Vi nåede til Salerno, der i udforming godt kunne minde om Napoli med placeringen ved kysten.
Vi blev enige om at køre rundt om byen og finde en parkeringsplads på den modsatte side. Så vi kørte op af en høj bro og ramte motorvej E45. Det var helt dejligt at komme til at køre på en motorvej, hvor trafikken glider mere roligt.
GPS’en førte os rundt om Salerno og ville have os af motorvejen og næsten 10 kilomter tilbage mod byen. Det kunne ikke være rigtigt. Så jeg fandt en anden stor parkeringsplads. Den så fin ud på Google maps, men i det virkelige liv var der selvfølgelig bom og vagt, så der kunne vi ikke køre ind.
Nu var vi ved at være trætte af at jagte en parkeringsplads, så vi besluttede, at spendere 10 euro på en overnatningsplads for campere i området. Det havde været en lidt udmarvende dag med bjergkørsel. Selv om det var Marie, der styrede karavanen, så brugte jeg midst lige så mange kræfter på at sidde og spænde ved siden af :)
Vagten på camperpladsen forstod ikke engelsk, men da han også kun har en ydelse at sælge, så var det ikke et problem at blive tjekket ind. Til en fyraftensøl og en whisky til at falde lidt til ro på :)
Vi håber, at det bliver en kende lettere at parkere rundt omkring uden vi behøver at skulle ind på vagtovervågede camperpladser hver dag. For i længden vil det blive en stor udskrivning, når det koster 10 - 25 euro pr. nat. Samtidig er vi lidt bekymret for, hvorfor det er nødvendigt, at have bilen holdende på lukkede og overvågede pladser. Er der så stor risiko for, at camperen bliver tømt?
Nå, det var det med bekymringerne…
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |